// Den afdøde kommer forpustet ind i kirken // skynder sig op til den blomstersmykkede kiste // hvis lüg han übner // og kryber derned // efter at have hilst pü prÌsten // og bedt de tilstedevÌrende undskylde hans forsinkelse. // "Broen var oppe," forklarer han med et smil // inden han lukker lüget efter sig.
Digtene i Allegro ma non troppo lyser af humor og vid. De kredser om umuligheden af at gøre livets regnskab op. Med Poulsens jazzede musikalitet beskrives en "tid som er güet, men som ikke er vÌk". Digtene har en munterhed over sig, men sitrer samtidig af en underliggende melankoli. De kalder smilet frem og giver plads til eftertanke.
I samlingen vandrer nogle af historiens største skikkelser ind i genkendelige hverdagssituationer. Ikke sjÌldent glider digtene over i sÌre drømmesyn, hvor det uvirkelige bliver det sandsynlige.