"Allerede da jeg sÄ mandens ansigt fra mit vindue, burde jeg have fornemmet, at noget var galt. Han var ganske vist ifÞrt postens rÞde jakke med et stort logo pÄ ryggen, men der var noget forkert ved ham. Det var ikke, fordi han tydeligvis var af anden etnisk herkomst, som det hedder i aviserne. Der var noget i hans blik, der burde have fÄet mig til at smÊkke vinduet i og bede ham smide en seddel i min postkasse, sÄ jeg kunne hente pakken senere".
Postbuddet sÄ bange ud. Det kan jeg godt forstÄ i lyset af den handling, han nu skulle udfÞre.
SĂ„dan begynder Attentatet, Lars Hedegaards erindringsbog om den formiddag i begyndelsen af februar 2013, hvor en mand forklĂŠdt som postbud forsĂžgte at skyde ham i opgangen ved hans hjem.
I dagene efter attentatet mod Lars Hedegaard svirrede rygterne: Var det hele iscenesat â af den forhadte islamkritiker selv? Og hvis der virkelig var skudt mod Lars Hedegaard, var det hele sĂ„ ikke fĂžrst og fremmest et klodset attentat mod personen og ingen andre?
I dag â efter to Ă„r og et dĂždeligt terroranslag i KĂžbenhavn â er alvoren gĂ„et op for de fleste. Lars Hedegaard overlevede. Han levede under jorden i nogle uger efter attentatet og har siden jeg levet under politibeskyttelse. Der er ting, han kan gĂžre, og ting, han ikke kan gĂžre â og sĂ„dan bliver det utvivlsomt resten af hans liv. Den unge pistolmand med anden etnisk herkomst, som var mistĂŠnkt og endda anholdt for attentatet, er i dag pĂ„ fri fod, angiveligt i Islamisk Stat, efter at han indgik i en fangeudveksling mellem tyrkiske myndigheder og den jihadistiske terrororganisation.
I denne bog ser Lars Hedegaard tilbage pÄ dagen og de efterfÞlgende uger og mÄneder, der vendte op og ned pÄ alt i hans liv. Han ser ogsÄ fremad. Mod en tid med normalisering af den politiske vold.