I 1761 udsendte Frederik V en ekspedition til Mellemøsten og Den arabiske halvø. Fem videnskabsmænd og en tjener drog ud på en rejse, der kom til at vare syv år og gav anledning til oplevelser, der vakte stor opmærksomhed i hele samtidens Europa. Den eneste af deltagerne, der vendte levende tilbage, var den unge astronom og landmåler Carsten Niebuhr.
Romanen fortæller om en rejse fyldt med strabadser, intriger og et meget levende tidsbillede fra 1700-tallet. Det er ikke kun en beskrivelse af de meget fremmedartede lande, der besøges undervejs. Mindst lige så spændende er beskrivelsen af fællesskabet og samarbejdet i ekspeditionen, der næsten slider mere på deltagerne end de problemer, de møder ude i Orienten.
De fleste af deltagerne tilhørte eliten af den tids videnskabsmænd og humanister, og meningen med rejsen var at indsamle viden om forhold, der var helt ukendte dengang: Planteliv, dyreliv, fremmede kulturer og ikke mindst kristendommens hellige steder.
En af bogens pointer er, at den eneste, der nåede levende hjem til Danmark, kun var almindelig landmåler, som stammede fra en ydmyg landsby i Sønderjylland. Alligevel var han den, der hjembragte værdifuld viden, der kunne bruges af eftertiden, og det er først og fremmest hans navn, ekspeditionen er knyttet til.
