"Endelig
Jeg er slaaet tilblods
og ligger nu nøgen og saaret
paa Klippen der knejser i Havet
jeg smiler saa blegt og færdigt
ud i det vuggende tomme
I røde Floder gaar Blodet
dunkende hedt fra Kroppen
og siver nedover Klippen
og bliver borte i Havet"
"Ildtunger danser" består af en perlerække af sensuelle og skønne digte, der krænger de dybeste følelser ud af sjælen. Med sin sædvanlige frygtløshed skildrer Bodil Bech den voldsomme kvindelige seksualitet, der endnu var så tabuiseret, da bogen udkom første gang i 1935.
Bodil Bech (1889-1942) var på mange måder et usædvanligt og interessant menneske. Hun uddannede sig som koncertpianist på konservatoriet i New York og var mere berejst end de fleste i samtiden. Hun debuterede sent som forfatter i en alder af 45 år, og hendes digtsamlinger blev flot anmeldt af Danmarks klogeste anmeldere. Hun var i kreds med berømtheder som Thøger Larsen, Johannes V. Jensen og Jens August Schade, som hun senere kom til at danne par med, men vandt alligevel aldrig bred anerkendelse. Hun er blevet beskrevet som et vildt og fyrigt menneske, der mødte megen modgang. Hun døde allerede som 53-årig.