Morgan Kane er blevet skudt i brystkassen, og mens han ligger og kæmper for livet, bringes han tilbage til dengang, han stod med valget mellem døden og rangerstjernen. Dengang var han fuld af ung vildskab og tog imod livlinen, selvom rangerstjernen også er livsfarlig at bære. I al Kanes tid som ranger har han dog aldrig været så tæt på døden som lige nu.
"Mellem liv og død" er oprindeligt udgivet i 1968, og bogen udkom på dansk i 1973.
Titlen er en genudgivelse af et tidligere værk udgivet med datidens sprogbrug.
Der findes 83 bøger i serien om Det Vilde Vestens store antihelt Morgan Kane. Kane er kun to uger gammel, da forældrene, som er immigranter fra Irland, bliver dræbt af indfødte i Santa Fe. Den tragiske hændelse bliver starten på Kanes stormfulde tilværelse som dusørjæger, Texas Ranger og siden U.S. Marshal.
Kjell Hallbing (1934-2004) var en norsk forfatter, der især blev berømt for western-serien om Morgan Kane, som han skrev under pseudonymet Louis Masterson. De 83 bøger i serien er oversat til mange sprog og har solgt mere end 20 millioner eksemplarer. Hallbing skrev også under andre pseudonymer.