Nancy vokser op i England i starten af 1700-tallet. Hendes far har været slaveejer, plantageejer og skibsreder, men en storm ruinerer ham totalt, og da han dør, sendes Nancy til Jamaica. Her har hendes brødre arrangeret, at hun skal giftes med en rig mand for, at hun kan redde familiens økonomi. Men inden tvangsægteskabet kan gennemføres, tvinger et mord Nancy på flugt sammen med slavepigen Minerva. De to unge kvinder ender om bord på piraten Brooms skib, og her venter dem et liv med eventyr og farer, som ingen af dem nogensinde havde drømt om.
Celia Rees (f. 1949) er en engelsk forfatter og lærer. Hun har undervist i engelsk på Warwick University og været formand for den engelske sammenslutning af børnebogsforfattere og -illustratorer. Hun debuterede i 1993 med ungdomsbogen "Every Step You Take" ("Vilde unge hjerter") og har siden da udgivet en lang række romaner for voksne og unge.