(0)

Antboy. Tissemyrens bid

E-Book


Hammeren hed i virkeligheden Gunnar Lund Hammer. Han havde et stort skæg og var bred som en okse. Og så var han Idrætslærer med stort I. „Nørhmann, kom herhen og giv en lille demonstration.“ Sådan sagde Hammeren altid, når han skulle vise, hvordan noget ikke skulle gøres. Han pegede mod to hulahop-ringe på gulvet. De andre drenge fnes.

Jeg rejste mig og trådte ind i den ene ring. Jeg kunne jo lige så godt få det her overstået. I dag skulle vi have om kamplege, og Hammeren havde netop forklaret reglerne i den første dyst. Den, der først fik skubbet sin modstander ud af ringen, havde vundet.

„Kan du forstå reglerne?“

Jeg nikkede.

„Hvis Nørhmann kan forstå dem, så kan alle forstå dem, ikke?“ Han lagde kræfter i, det kunne jeg mærke.

Men trykket mod mig var ikke større end en stille brise. Jeg kunne nemt blive i ringen. Mellem vores hænder stirrede Hammeren på mig, og jeg kunne se et Hvad-satan?-blik i hans øjne.

Pelle fra 6. klasse er både Hammerens og Terror-Tvillingernes yndlingsoffer. Men da Pelle en dag bliver bidt af en tissemyre, ændres alt.

Pelle får nemlig superkæfter og bliver til superhelten Antboy. Han beslutter, at han skal ud og redde verden. Det er dog ikke altid lige nemt at være superhelt i en almindelig, søvnig by i Danmark.

Bogen er en bearbejdet udgave af den første, populære bog om superhelten Antboy.

Lix-tal: 17