(5)

Bag facaden : at være dreng med autisme

E-Book


Hvordan er det at være ung med autisme?

Det får vi en unik beskrivelse af i Bag facaden – at være dreng med autisme. Her beskriver den 16-årige Mads G. Hansen ærligt og åbent sine tanker, følelser og hverdag, gennem en periode på et par år op til og efter han får stillet diagnosen infantil autisme.

En udviklingsforstyrrelse, der blandt andet får Mads til at føle sig anderledes, mindsker hans lyst til at omgås andre mennesker og bevirker, at projektarbejdet i skolen føles som en straf.

”Følelsen kommer af ikke rigtig at høre til, at stå udenfor, at være den, der tænker anderledes, og at være bange for uventede ting. Det er følelsen at skulle leve op til andres krav, og følelsen af at være ligesom en fange, der bliver transporteret fra et fængsel til et andet, uden nogen forhåbning om at slippe fri engang”. Sådan beskriver Mads G. Hansen sit indre følelseskaos et godt stykke henne i bogen.

Fortællingen starter, hvor Mads og hans forældre endnu ikke ved, hvorfor Mads blandt andet hurtigt bliver stresset og har svært ved at vænne sig til nye ting. Bogen giver et indblik i Mads’ tanker omkring sig selv, hvad han frygter og bliver ked af i sin omgang med venner, forældre og professionelle. Levende og stærkt skildrer han også det virvar af følelser, han kastes ud i, da han finder ud af, at der er en grund til, at han er anderledes end sine kammerater og efterfølgende må skifte skole.

Der er ikke mange værker om autisters udfordringer og daglige oplevelser, som er skrevet af et barn eller en ung, som selv har diagnosen, og på eget initiativ har valgt at fortælle sin historie. Mads G. Hansen gør forbilledligt op med de fordomme, der gør det endnu mere vanskeligt at være anderledes derhjemme, i skolen og overalt i det danske samfund.