"Der stod en ung mand og pustede i en mikrofon midt i en stor kreds af mennesker. Ved siden af ham bar en af hans jævnaldrende en stor megafon på skulderen. Jeg kendte dem godt. Gennem fem år havde jeg set dem udvikle sig fra store knægte til voksne mænd – fra jeg første gang kom til Gorom-Gorom og til denne aprilsdag i 1984. Så, nå virkede den vist.
– Al magt..., lød det ud gennem tragten.
– ...til folket! råbte menneskemængden, der stod i en oval kreds uden om de to unge mænd og en hvidt lysende gaslampe."
Thyge Christensen kender Burkina Faso en del bedre end de fleste andre danskere. I bogen "Burkina Faso. Værdighedens jord" fortæller han om de mange mennesker, han mødte på sine rejser i det vestafrikanske land i 1980’erne og 1990'erne. Bogen beskriver de rige og deres moderne liv og præsenterer os for de fattige, der endnu bor i lerklinede hytter og fortæller myter til og lignelser, som er overleveret gennem utallige generationer. Thyge Christensen fortæller også om de unge, der ønsker sig noget helt nyt: en revolution.
Thyge Christensen (f. 1947) er uddannet socialrådgiver og har i mange år virket som forfatter, foredragsholder og rejsearrangør. Han har besøgt det vestafrikanske land Burkina Faso mere end 60 gange, og han har skrevet flere bøger om sine rejser og sine besøg i landet.