Den 4. september 1944 bliver forfatteren Hans Fallada indlagt på en anstalt for "sindslidende forbrydere" på ubestemt tid. Han er tilsyneladende en færdig mand: Fysisk og psykisk nedbrudt, alkoholiseret og i skrivekrise.

Men Fallada udnytter opholdet til at blive afvænnet – og til at skrive. Nu vil han aflægge vidnesbyrd. Netop her i "dødehuset" mener han, at tiden er inde til et opgør med naziregimet og til at retfærdiggøre de smertefulde kompromisser og indrømmelser, han som forfatter i Det Tredje Rige så sig nødsaget til at foretage.

I sin fængselsdagbog beskriver Fallada kollektivets forfald under nazisterne; om spioner og angivere og de mange tragiske skæbner i hans nærmeste omgangskreds – deriblandt Ernst Rowolht og Emil Jannings. Eftersom Fallada er under konstant overvågning i fængslet og for at spare på den beskedne mængde papir, han har til rådighed, udvikler han en slags mikrografisk hemmelig skrift, som kun møjsommeligt kan tydes under lup.

En søndag i oktober 1944 får Hans Fallada en dags udgang. Under skjorten smugler han de hemmelige optegnelser ud af anstalten.