Dette nummer af K&K handler om fortællinger, som man kan kalde unaturlige. Stort set alle håndbøger og opslagsværker om fortælleteoretiske kernetermer som plot og temporalitet indeholder altovervejende mimetiske eksempler, mens f.eks. den eksperimentelle fiktions, traumefortællingens, postmodernismens (og dele af modernismens og avantgardens) og en række andre centrale fortælleformers særlige modi og muligheder forbigås.
Nummeret som helhed bidrager både til at belyse de måder, hvorpå disse og andre mærkelige, innovative, eksperimenterende og unaturlige teknikker udfordrer mimetiske forståelser, og til en undersøgelse af sådanne fortællingers betydning for vores mere generelle opfattelse af, hvad en fortælling er og kan. Vi håber dermed, at nummeret også bidrager til en gentænkning af litterær realisme samt med nye perspektiver på fortællende poesi og på eksperimenterende tekster fra forskellige perioder.
