Vagterne førte Alianne ned ad en korridor. Her hang mænd og kvinder lænket til væggen. Flere af dem havde allerede den ene fod inde i dødsriget. Alianne veg gysende tilbage ved synet, som man forventede det af hende. Hun gav tårerne frit løb – noget der blev gjort lettere af hendes medlidenhed med staklerne – og noterede sig samtidig deres antal. De ville veje tungt i den negative vægtskål når regnskabets time slog for regentparret ... Oprøret ulmer på Kobberøerne og Aliannes spioner har travlt. Men hun undgår ikke selv at falde i kløerne på regentparrets torturbøddel ...