Eventyrdramaet Peer Gynt er et af Ibsens mest populære værker. Hovedpersonen Peer Gynt er en ansvarsløs og ørkesløs fantast, der drømmer sig bort fra opvækstens trange kår. Vi følger ham i et omskifteligt, omrejsende og eventyrlystent liv, iklædt forskellige roller, hvor han svigter alt og alle for egen fordel. Peer vil ikke tage ansvar. Han lever efter Dovregubbens device: ”Trold vær dig selv – nok!” i modsætning til det, mennesket bør efterstræbe: ”Mand, vær dig selv!” Da han som gammel mand vender hjem til Gudbrandsdalen, møder han Knappestøberen (døden), der truer ham med omsmeltning, fordi: ”Han har budt sit livs bestemmelse trods. / I støbeskeen med ham som mislykket gods.” Han reddes kun fra fortabelsen ved Solveigs kærlighed – Solveig, som har ventet på Peer hele livet og bevaret et billede af den egentlige Peer.
Dramaet stiller det evigt aktuelle, eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg, og hvad vil det sige at være sig selv. Det illustrerer i sin opbygning Kierkegaards tre stadier eller livsholdninger: Den æstetiske, den etiske og den religiøse. Det udtrykker en almenmenneskelig, eksistentiel problematik, som enhver må forholde sig til. For som det udtrykkes af en biperson i dramaet: ”Å, sludder; blodet er aldrig så tyndt, / en kender sig altid i slægt med Peer Gynt.”
Peer Gynt kombinerer prosaens eventyrfortælling, poesiens versemål og dramaets dialog og handling. Det er væsentlig længere end normalt for dramaer, men er jævnligt blevet opsat som drama i forkortet form, første gang i 1876 med Griegs senere så berømte musik.
"Ibsen ændrede teatret for altid. Der er selvfølgelig andre måder at lave teater på end hans, men så fundamental var den ændring, han satte i værk, at den vestlige verdens teater aldrig igen er blevet, som det var før Ibsen." – Thomas Bredsdorff
Nærværende udgave er en nænsom fordanskning af Peer Gynt. Fordanskningen er baseret på den norske hundredårsudgave af Henrik Ibsens skrifter, 2005-2010. Som udgangspunkt er der ændret mindst muligt i den norske originaltekst, således at den danske udgave hovedsageligt begrænser sig til at ændre den norske ordstilling og stavemåde og udskifte deciderede norske vendinger og ord med danske, hvor det er muligt, uden at det går ud over rytme og rim. Enkelte steder har det været nødvendigt at give afkald på rim af hensyn til forståelsen. Dog er rytmen i form af antal stavelser i den enkelte verslinje søgt bevaret. Andre steder er der af hensyn til rimene undladt at oversætte norske ord til dansk, hvor det er skønnet, at det norske ligger tæt på det danske eller kan forstås af sammenhængen.
