Da forfatterens gamle faster Ingeborg døde, efterlod hun et lille hæfte på ca. 40 sider, skrevet af hendes far og hans bror. Det handlede om familien, men gav ikke en entydig fremstilling, for den ene gik i rette med den anden. Det hæfte har sat hele denne store roman i gang, for der lå så meget usagt og antydet mellem linjerne, at det måtte forklares. Resultatet er denne krønike, som dels handler om familien, der omkring 1. Verdenskrigs udbrud havde hovedsæde i en stor villa på Bülowsvej, og dels om nutiden, hvor jeg'et - som familien altid har gjort - tager til Afrika. Dette kontinent er en fast del af familiens univers - på godt og ondt.

I huset på Bülowsvej sidder 11-12-årige Henrik i sin stålbandage, travlt beskæftiget med at lave en evighedsmanskine. Han er svækling, ude af stand til at holde sig oprejst, og sidder derfor i dette stativ, plejet af skiftende kvinder, ikke mindst af den livsglade Elvira Ursula på 17 år. Hans mor Camilla har muligvis haft en affære med en slægtning, Arnold Sørensen, hvilket Jakob, ægtemand og officiel far, nages af, for hvem er egentlig biologisk ophav til Henrik? Arnold Sørensen er kaptajn i Fremmedlegionen og dør under et slag i Afrika, hvorfor hele familien i åbningskapitlet er samlet til mindegudstjeneste på Frederiksberg. Her sidder de: forældre og børn, søskende, fætre, kusiner, ægteviede, tilløbne, venner og bekendte og repræsenterer en bred vifte af det danske samfund, fra kunstneren over forretningsmanden til håndværkeren og den fallerede bogholder, vævet ind i hinanden og med alle de kærlighedsbånd og hadefulde følelser, som kendetegner en familie. Nogle har det godt, andre er mislykket i livet. Familien er en broget flok, og man elsker ikke nødvendigvis hinanden.