Johanne Buchardt skrev "Vejen mod nord" i sommeren 1943. Romanen skulle være udkommet samme efterår, men blev forbudt af de tyske censurmyndigheder. Årsagen til forbuddet var de stærke paralleller mellem bogens portræt af besættelsestiden og nogle begivenheder, der fandt sted i Danmark omkring år 1200. Dengang besluttede Kong Valdemar Sejr, som et led i sine imperialistiske bestræbelser, at omlægge den ældgamle hærvej op gennem Jylland. Militære hensyn krævede, at vejen blev ført gennem en landsby, og bondebefolkningen i landsbyen blev derfor fordrevet fra deres hjem. Med parallellen belyser Johanne Buchardts bog forholdet mellem magt og ret under 2. Verdenskrig.
Det lå ikke i kortene, at Johanne Buchardt (1903-1948) skulle blive en berømt og velhavende forfatter. Hun voksede op under fattige kår som plejebarn i provinsen og måtte tidligt tage arbejde som køkkenpige og syerske for at tjene til livet. Men efter sin forfatterdebut i 1936 skrev Johanne Buchardt seks romaner på syv år. Bøgerne var populære blandt læserne, og blev oversat til flere nordiske sprog. I 1945 modtog hun Kollegernes ærespris for romanen "Der går ingen vej tilbage".
