I De ny tidertrĂŚffer vi alle mennesker igen, som vi lĂŚrte at kende og holde af i âDaglejerneâ⌠først og fremmest den rødhĂĽrede Cilius, den storkĂŚftede Cilius, der evindeligt praler af at have slĂĽet en mand til âkrevlâ, den vĂŚldige Cilius, der er fagforeningsformand og med alle sine dundrende fejl er selve underklassens oprørske ĂĽnd. Ham er det, der bĂŚrer bogen.
Og om ham er det, at romanens største begivenheder naturligt grupperer sig. Først strejken pü cementfabriken, en strejkeskildring, som ikke ligner nogen anden i litteraturen, for her er det ikke vold og sabotage, der früses i; her er det arbejdernes evne til at sulte, der beundres, og deres urokkelige optimisme, der fejres. Sü er det oprettelsen af en brugsforening, sü opførelsen af en forsamlingsbygning, og endelig verdenskrigen.