"Tilpasning
jeg har fundet mig
i alt
med klam og gammel gæld
befundet mig tålmodigt
mellem stole
revet mig
i sjælen
tilmed spildt en smule blod
været i butikker
med fantastisk lykke
stormet min
svaghed
grebet hen i vejret
og levet med kvalmen
som et dagligt
apropos."
Digtene i Bent Hallers "Frø af ugræs" maler dystre billeder af et menneske, der søger varme og kærlighed omkring sig, men som alligevel ender med at sidde tilbage med tomhed og ensomhed som eneste selskab.
Den danske forfatter Bent Haller (f. 1946) er oprindeligt uddannet som maler og grafiker fra Det jyske Kunstakademi, men har desuden skabt sig en spændende karriere som forfatter. Bent Haller debuterede som forfatter, da han i 1972 vandt forlaget Borgens konkurrence for den bedste samfundskritiske ungdomsroman med romanen "Katamaranen". Bent Hallers forfatterskab favner bredt og rummer både børnebøger, ungdomsromaner, digte og voksenbøger.