Kaptajn Krudt er en herlig billedbog af det danske makkerpar, Kasper Lapp og Kenneth Hegelund. Splitteminebramsejl, hvor er der smæk på farver, illustrationer og fortællingen, når piraternes tabte paradis skal findes.
Kaptajn Krudt elsker at læse. Ja faktisk vil han hellere læse i sin bog end være pirat, men det er ikke nemt at få lov til, når man er kaptajn på et sørøverskib. Og det hele er meget værre endnu. Kaptajn Krudts far, Kaptajn Kanon, var nemlig en rigtig vild pirat, der skød med kanoner, så Kaptajn Krudt kan ikke slippe udenom: Han må hjælpe sit mandskab med at skaffe rom og beskøjter. Også selvom han ved, at folk bliver kede af det, når de bliver plyndret.
En dag dukker Kaptajn Krudts søster Sorte Lizette op på sit sørøverskib. Hun er vældig irriterende, for hun snakker altid om, at bøger kun er for landkrabber, og at Kaptajn Krudt er en sølle pirat. Heldigvis sejler hun snart videre, men Kaptajn Krudt får ikke lov til at slappe af. Så snart Sorte Lizette er forsvundet i det fjerne, står nemlig selveste Kaptajn Kanon, Kaptajn Krudts far, på dækket. Han rækker sin søn et gammelt kompas, som vil vise vej til en sagnomspunden skat, og straks er han væk igen.
Kaptajn Krudt undrer sig, for hvorfor vil hans far give ham en skat? Kaptajn Kanon har nemlig aldrig været flink! Alligevel begiver han og mandskabet sig på skattejagt, men hvem ender mon med at få skatten? Der er flere, der får sig en gevaldig overraskelse – den ene bedre end den anden.
Kaptajn Krudt er skrevet af Kasper Lapp, der er forfatter og spildesigner. Han skriver til både børn og voksne og arbejder også med computer- og brætspil.
Bogen er illustreret af Kenneth Hegelund, der er tegner og illustrator. Udover at lave illustrationer til aviser, bøger og ugeblade, arbejder han også med logoer og reklametegninger.