En leg med sprog, klang, rytmik, typografi og identiteter – sådan fremstår Hans-Jørgen Nielsens tidlige digtsamlinger "Konstateringer: dobbelt-essays og andre stykker". Det er et eksperiment med den konkrete lyrik; en lyrikform, der skænker sit grundelement, sproget, fuld opmærksomhed og lader den blive sanselig for øjet ved at digtet opstilles som et typografisk tekstbillede og for øret ved et lege med remser, gentagelser og klangmalerier.
I "konstateringer" (1966) handler digtene ikke om en ydre virkelighed, men om det univers, sprog kan blive i sig selv.
Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991) hørte som forfatter, kritiker og vidtfavnende kulturdebattør til de mest fremtrædende her i landet. Helt fra sin debut med gendigtninger af japanske haiku-digte i 1963, placerede han sig som repræsentant for en modernisme, som prioriterede selve det sproglige materiale over det fortællende og billeddannende. Mest kendt blev Nielsen dog for sin ‘attituderelativisme‘: Mennesket er ifølge Nielsen uden entydig identitet, men råder over mange sidestillede identiteter og roller, det gennemspiller i sit liv. Dette kommer tydeligt til udtryk i hans forfatterpersonaer og det brede forfatterskab, der råder over digte, essays og romaner.