(0)

Mrs. Dalloway

Audiobook


For næsten 100 år siden, i 1925, udkommer romanen Mrs. Dalloway. Her følger vi en dag i overklassefruen Clarissa Dalloways liv, idet hun forbereder en fest, hun skal holde samme aften…

Lyder det kedeligt? En smule banalt, måske? Det er det bestemt ikke i hænderne på den engelske forfatter Virginia Woolf, en af de vigtigste modernister, som snart forvandler et på overfladen simpelt plot til en vild strøm af tanker, indtryk, minder og følelser.

Gennem den såkaldte stream of consciousness-metode eller bevidsthedsstrøm, er vi snart dybt inde i Mrs. Dalloways mest private indre liv. Det samme er tilfældet hos en anden karakter, Septimus Smith, som for nyligt er kommet hjem fra krigen med granatchok. En psykisk lidelse, ingen på det tidspunkt tog seriøst.

Lyt med, når vi sammen med Woolf-ekspert Lise Lotte Frederiksen i dagens afsnit af Brændende Bøger sætter fokus på Virginia Woolf og Mrs. Dalloway, der var med til at springe rammerne for, hvordan en roman kan se ud.

Brændende Bøger

Litteraturen skal tage chancer for, at den kan forandre verden. Fra Dante som opfinder Helvede til Harry Potters genfortrylning af verden – over Yahya Hassans eksplosive digte og Suzanne Brøggers angreb på kernefamilien, til 1984’s klaustrofobiske overvågningsverden og fatwaen mod Salman Rushdie. Lyt med, når vært Jacob Nielsen taler med oprørske og passionerede gæster om de Brændende Bøger.

Jacob Nielsen er tidligere radiovært ved 24Syv, hvor han har været vært på og produceret radio- og podcastserierne 'Brændende bøger', "min litterære pornosamling', 'Den syvende statsmagt', 'Verdens længste Tour-optakt' og 'Frankrig Rundt'. Jacob har desuden en bachelor-grad i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.