Kunsten begynder med efterligningen, og Jeppe Aakjær startede
med at lytte. Lytte til hvad der kom ud af munden på de gamle
bønder og almuefolk derhjemme fra. Til Gammel Johannes og de
andre aftægtsfolk. Senere udvidede han sin verden, og i 1880’erne
drog han rundt i hele Fjends Herred. Med notesblok og blyant sad
han under spruttende lamper og hørte om helheste og trolde, om
bjergmænd og den onde, der gik på bruderov i Højslev.
Po fir glowende pæl handler om hele den verden som stadig spøgte,
i sproget, i almuekulturen, før sognet blev landfast med verden.
Aakjær fyldte sine notesbøger og sendte dem til folkeindsamleren
Ewald Tang Kristensen. En menneskealder senere samlede og redigerede
han de bedste af de gamle fortællinger.
