(0)

Svampens tid

E-book


"De tågede konturer i mit billede af Danmark bliver i denne sammenhæng en akt i sagen, et selvstændigt udsagn om, hvordan Danmark var i slutningen af tresserne. Det var sløret, fordi der var så mange, der rykkede på sig i alle mulige retninger, og jeg var en af dem. Mit ryk ser man mest til, fordi jeg holdt kameraet."

Slutningen af 1960’erne var på mange måder en brydningstid i Danmarks historie. Ebbe Kløvedal Reichs krønike fortæller om NATO-magi i 1965, diskussion om LSD, kommunistiske idealer, der stod i skarp kontrast til den generelle frygt for Sovjetunionen, og ungdomsoprørets storhed og langsomme fald. Bogen fortsættes af "Svampen og korset" om 1970-1972 og "Du danske svamp" om 1973 og 1974.

Den danske forfatter og debattør Ebbe Kløvedal Reich (1940-2005) var aktiv inden for Vietnambevægelsen i 1960’erne og var stor fortaler for frigivelsen af hash. Han boede en årrække i kollektivet Maos Lyst. I 1967-68 var han redaktør for tidsskriftet Politisk Revy. Kløvedal deltog aktivt i den offentlige debat og stillede blandt andet op til folketingsvalget i 1990. Ebbe Kløvedal modtog i 1978 De Gyldne Laurbær og i 2004 Dansk Forfatterforenings Faglitterære Pris.