"Udvikling
ganske umærkeligt
blir studenterne yngre
konfirmanderne
de rene børn
og børnene begynder at gå i skole
næsten før de kan gå
langsomt blir verden mindre
døre blir smallere
stuer lettere at fylde ud
og barndommens jungle
var bare et hjørne af køkkenhaven
og éns legekammerater
får betroede stillinger
den sidste rest af autoritet
forsvinder og i stedet træder
usikkerheden ved måske at være
det eneste barn i sin aldersklasse"
Jannick Storms digtsamling "Barndommen fortsætter" tumler med alle mulige aspekter af det at være menneske; barndommen, der aldrig vender tilbage, men heller ikke er til at slippe, gensyn med en gammel elskerinde, der vækker minder, der måske helst skulle sove videre, og de mange tegn på aldring, som man så hårdt prøver at ignorere, samtidig med at man stirrer sig blind på dem.
Den danske digter og forfatter Jannick Storm (1939-2015) debuterede i 1971 med digt- og novellesamlingen "Miriam og andre". Siden er det blevet til en lang række digtsamlinger, romaner og novellesamlinger. Ved siden af sit virke som forfatter har Jannick Storm ernæret sig som oversætter og redaktør for tidsskriftet Limbo.