"Den unge Digters Klage
Lig en Drøm min Foraarsblomst er svunden,
Frugten, ak! for Tiden falder af;
Dybt i Afmagts qvalme Afgrund bunden,
Gaaer jeg levende ned i min Grav;
Døden paa mit Liv sin Skygge kaster,
Til Forgjængelse mit Væsen haster.
Ja! min Kraft er brudt, mit Haab er skuffet,
Hvad har jeg opnaa‘t og hvad fuldbragt?
Tidens Haand for tidlig mig har truffet,
Og jeg falder for den blinde Magt.
Solen derfor ikke vil staae stille!
Andet Liv om Undergang vil spille!"
Schack von Staffeldts digte er kompromisløse i deres beskrivelse af digterens indre smerte og skuffelse. Med usædvanlig skønhed skildrer han sin egen skuffelse over livet, sin længsel efter en bedre verden end den jordiske og den dybe tristhed, der gennemsyrer hans sjæl.
Adolph Wilhelm Schack var Staffeldt (1769-1826) var en dansk guldalderdigter. Hans første digtsamling, "Digte" udkom året efter Adam Oehlenschlägers skelsættende debutdigtsamling, men med sin dystre og nyplatoniske stil og syn på digterkunsten nåede han aldrig nær så stor popularitet eller berømmelse som Oehlenschläger. Schack von Staffeldt liv var hårdt og ensomt, og han døde som kun 46-årig alene, desillusioneret og nedbrudt af fysisk sygdom. På trods af samtidens manglende forståelse er Schack von Staffeldt bare to digtsamlinger blandt nogle af de smukkeste i dansk digtnings historie.