Stalden føltes pludselig sort og forladt. Jeg stivnede. Det var så koldt i stalden, at jeg kunne se min ånde i det svage lys, der sivede ind gennem sprækken fra døren og de fire smalle glugger mod gården. Og så kunne jeg pludselig høre det. En svag skraben mod muren udenfor, og så den der våde knagen af sne, som bliver trykket sammen under fødderne på nogen – eller noget.
Hun burde have passet bedre på ham, Bjarkas, hendes klodsede, dumme, uskyldige lillebror. Men den høje, rødhårde kvinde, der dukkede op ud af intet og lugtede af døde, våde blomster, tog ham. Kvinden, og hendes uhyggelige kadavermænd.
Sara er nødt til at gøre det godt igen, at bringe ham hjem, også selvom det betyder starten på en livsfarlig rejse. Men Bjarkas er blevet gidsel i en grusom magtkamp, fanget i et magisk mørke.
Og Saras eneste våben er en sang.
