Da Marianne var under 10 år, forestillede hun sig tit, at nogen ville placere et kamera på en kran og køre kranen efter hende med filmen rullende, når hun gik i skole. 'Mariannes dag' skulle filmen hedde, og hun skulle selv fortælle om sine gøremål og sit penalhus og sprogets uvirkelighed hen over billederne af hende og de 27 andre elever i klassen.

Marianne gik på fortovet med tasken i en ret vinkel fra kroppen og kranen efter sig. En morgen kom hendes veninde ud fra det flade hus på vejen og gav sig til at diskutere udseendets betydning i forhold til det andet køn.

- Vi to er ret så almindelige, sagde veninden. - Men vi har vores gode hoveder,

Om aftenen stod Marianne foran spejlet og prøvede at få intelligensen frem i øjnene. Dagen efter fyldte hun ti.

»en genialsk lille bog fuld af små, klarøjet absurde stykker om verden og hverdagen.«

– Lars Bukdahl, Weekendavisen