De brydes i klitterne, så sandkornene kiler sig ind alle vegne.
Lauge griner, så han må holde sig på maven og får tårer i øjnene.
Og så hulker han og gemmer sit ansigt ved Simons bryst.
”Jeg forstår det ikke,” hikster han. ”Jeg forstår ikke, hvad der sker derhjemme.”
”Det skal nok gå,” siger Simon, for hvad skal han ellers sige?
”Det ved du ikke.” Lauges stemme er forvrænget, trykket ind mod Simons bryst.
”Nej,” svarer Simon. ”Jeg tror det bare.”
”Er det nok?”
”Det håber jeg.”
En fortælling om frygten for at miste.
Om modet til at elske.
Og om at tro på, at håbet er nok.
