Anden Verdenskrig har kun været i gang i syv måneder, men selvom den gæve dansker Kurt Danner sidder helt ovre i New York og endda i det fine Hotel Astorias lobby, så fornemmer han, at der ikke vil gå lang tid, før Tyskland også besætter Danmark. De har nemlig brug for Danmark som spisekammer, fortæller han sin amerikanske ven Bill Milton, som ikke forstår sig på europæiske sager. Imens nærmer 9. april 1940 sig, og den dag kommer til at ændre alt for både Danmark og Kurt Danner...
NB! Serien "Kurt Danners bedrifter" er udgivet i 1940’erne og skal læses i denne historiske kontekst. Udtalelser og sprogbrug repræsenterer ikke forlagets holdninger.
Kurt Danner er en eventyrlysten dansker med begge ben plantet solidt på jorden. Sammen med sin makker, Bill, rejser han verden tynd, og hvor end han kommer hen, viser der sig at være gåder at løse, damer at redde eller forbrydelser at opklare.
Peter Anker er pseudonym for den danske forfatter Niels Meyn (1891-1957), som skrev et hav af børnebøger og krimier under flere forskellige pseudonymer, heriblandt Arne Klint og Ellinor Bell. Niels Meyn debuterede i 1904 med "Den stjålne undervandsbåd" og nåede at udgive hele 226 værker inden sin død i 1957.