(0)

Livstråde

Livre numérique


Romanen er baseret på forfatterens egen families historie gennem flere generationer. En slægtshistorie, med start i slutningen af attenhundredetallet, om livet i den bedrestillede dommerfamilie i Budapest, og hvorledes de kommer til at opleve ikke blot Første og Anden Verdenskrigs uhyggelige skæbnespil, men også Depressionen, Sovjetunionens besættelse af landet, revolutionen og den totale splittelse af familien, efterhånden som Østblokken rejser sine mure. Mellem faldne soldater, årenes udmagrende sult og bombede ruiner spirer det ukuelige håb om en ny morgendag, og selv i ulykkens skygge overlever en stille glæde – ved den mindre lykke og ikke mindst kærligheden.

Den stiller spørgsmålstegn ved, om overlevelse skal ske for enhver pris, eller om det medmenneskelige ansvar skal veje tungest, og er et vidnesbyrd om den knusende afmagt og tingsliggørelse, der overtager livet, når det enkelte menneske ikke har indflydelse på sin egen fremtid.

Et stykke af evigheden:

****

”Bogen er en slags dokumentarisk roman og forfatteren har held til at anvende denne vanskelige genre, så fortællingen bliver rask og troværdig … Romanen er også en vellykket skildring af unge flygtningeskæbner.”

– Berlingske

Uddrag af bogen

Angrebet kom ganske uventet.

En øredøvende larm, der fik ladens lette vægge og taget til at give efter. De var uden varsel blevet fanget i et flammehav og blev kastet rundt af trykket. Lugten af krudt og røg lukkede øjne og næsebor, straks da det første nedslag ramte … Vinduesglassene splintrede … Dørene blev flået op … Det lød som jernplader, der blev flænset.

– Vi er omringet, det er M91-30, råbte Boglár, der stod József nærmest. De kunne genkende lyden af en Mosin-Nagant, russernes repetergevær med en salve på fem skud. De greb efter deres våben for at forsvare sig, men skuddene væltede ned over dem, afløst af eder og bønner om hjælp.

József havde mærket en jagende smerte i den arm, han havde sit gevær i. Han tabte det og faldt … Kuglerne hvinede overalt.