Johannes Sløk sætter fokus på menneskers opfattelse af hinanden og begynder med at fastslå, at det varede længe, før mennesket opfattede sig selv som et selvstændigt individ, der var til – og ikke blot som et medlem af slægten eller klanen. Først i renæssancen slog det for alvor igennem, at hvert menneske er et enestående individ, og siden – med oplysningstiden – at individet er ukrænkeligt og udstyret med en række rettigheder.
I en kritisk analyse af de mange menneskerettighedserklæringer – fra den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 til pavens rundskrivelse i 1963 – påpeger Johannes Sløk, at ideen om menneskerettigheder nok accepteres rent teoretisk, men at man i praksis ikke drager konsekvensen.
Konklusionen bliver, at mennesket stadig ikke i ordets dybeste forstand har opdaget mennesket.