”Hvordan kan det være, at jeg har det så svært med nye situationer?” spurgte jeg atter engang mig selv i en alder af 19 år. Som barn var jeg ikke det typiske barn, hvilket fik visse folk omkring mig til at udtrykke bekymringer for min sociale trivsel. Jeg nød til gengæld at være mig selv. Jeg nød at være den niårige med de atypiske interesser, den 17-årige gymnasieelev, der ikke kan lide at feste, og altid har jeg nydt en alenetilværelse. Når andre anså min ”asociale” levemåde som et problem, kunne jeg ikke følge dem. Jeg følte mig ikke asocial. Som ung studerende overvældede en studiestart med en masse nye mennesker mig så meget, at jeg fuldkommen mistede overskuddet til at følge med på min uddannelse, selvom jeg ellers et år forinden var blevet student med et snit over 10. Som dominobrikker faldt 18 år lige efter hinanden …
