Hvad gør man som forsker, når det liv og den verden, man søger at forstå og beskrive, er så meget mere – og nogle gange mindre – end det, sproget kan udtrykke? Når ordene stædigt stiller sig i vejen for, at man når ind til det væsentlige, til sagens kerne?

Denne bogs essays er skrevet af antropologer fra Danmark og Norge, som alle søger efter et sprog, der kan beskrive det underfundige, absurde, smukke, meningsløse eller oprivende i den verden, de møder. Et sprog, som er konkret og oprigtigt. Et sprog, som generøst danner rammer for liv. Et sprog, som kan stå stille og bevidne det, der virkelig brænder på. Eller måske et sprog, som lader alt det, der vanskeligt lader sig beskrive, skinne igennem i sprækkerne mellem ordene.

Hvert essay fokuserer på en skønlitterær forfatter eller et litterært værk, som har inspireret og måske udfordret antropologens skrivestil, eller som står for en anden måde at skrive på, som kunne inspirere, hvis muligheden var der for det, eller modet var der til det. De 20 tekster giver dermed på hver deres måde indblik i det dilemma, det er at skrive akademisk om livet, og i det håb, som forsøget også rummer.