I denne episode dykker vi ned i et kapitel, hvor det tydeligt viser sig, at loyalitet både kan være en moralsk styrke og en fatal svaghed. Vi udforsker, hvordan troskab kan være et udtryk for mod, men også for blindhed, og hvordan relationer, tillid og skyld bliver sat på prøve, når sandheden om fortiden endelig foldes ud.
Vi ser, hvordan Snape på snedig vis bruger sin loyalitet over for Dumbledore som skyts i sine anklager mod Lupus og Sirius, og samtidig er vi vidner til trioens komplette forvirring over, hvem de egentlig bør stole på. I mødet med Peter Pettigrew bliver temaet 'loyalitet' trukket helt skarpt op: Hvad vil det sige at være loyal, og hvem fortjener ens troskab? Sirius’ skyldfølelse over Potterparrets død, Pettigrews forsøg på at spille på andres medlidenhed og Harrys beslutning om at handle ud fra sin fars idealer samles i et kapitel, hvor loyalitet viser sig som både drivkraft og dom.
Vi kommer blandt andet ind på følgende spørgsmål:
• Hvordan bruger Snape loyalitet som et retorisk våben for at fremhæve sin egen moralske position?
• Hvilken rolle spiller Fideliusbesværgelsen som magisk billede på tillid og troskab?
• Hvorfor vælger Harry at skåne Pettigrew - og hvordan adskiller hans form for loyalitet sig fra Sirius’ og Lupus’?
Lyt med, når vi undersøger, hvordan loyalitet kan være både en prøvelse, et valg og en arv.
Alohomora
Var du også vild med Harry Potter-bøgerne, og er du klar på endnu mere magi?
I ”Alohomora” læser veninderne Rikke og Marie J.K. Rowlings ikoniske troldmandsbøger og låser op for den magiske verdens temaer, symboler og hemmeligheder gennem hvert kapitel.
Uanset om du er en rendyrket Hermione Granger udi magiske studier eller netop er trådt ind på Hogwarts, er der plads til alle ved dette Gryffindor-langbord. Der bliver nærlæst og nørdet med detaljer, og hvis du er bidt af en gal magiker, er dette podcasten for dig.
Følg med på Facebook: Alohomora
Følg med på Instagram: alohomorapod
Rikke Kier (f. 1985) er uddannet cand.mag i dansk og klassiske studier og arbejder med Internationale Uddannelsesprogrammer i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Hun bor i Odense, og hendes primære Hogwartskollegie er Hufflepuff.
Marie Østergaard (f. 1987) er uddannet cand.mag. i dansk og idræt og arbejder som læsevejleder og gymnasielærer. Hun underviser i dansk og idræt. Hun bor i Odense, og hendes primære Hogwartskollegie er Gryffindor.























