Efter tre års pause med lyrikken er Nikolaj Zeuthen tilbage med en større samling såkaldte "viceværtsdigte".
Der er tale om en omgang uforfalsket knækprosa hvor forfatterens viceværtsarbejde står som tyngdepunkt for små observationer og historier. Vi lærer om fejeteknikker, ukrudtsbekæmpelse og systemer og mærker inden for gulvvask. Da der skal anlægges en ny græsplæne i gården bliver det især dramatisk. Det er i bogens sidste afsnit: "Forår".
Bogen kan læses som en alternativ fagbog, men også som dagbogsoptegnelser hvor livet i og omkring en andelsforening er i fokus.
Det er endnu en ristet rune for det prekariat som også blev beskrevet i Zeuthens roman Buemundet Guitarfisk.
Forfatteren selv kalder viceværtsdigtene for et "ambient værk": På godt og ondt et lyrikkens svar på den type elektroniske album hvor kunstneren simpelthen bare falder i søvn henover keyboardet.
Pressen skriver:
»fintfølende rent socialt og ømt humoristisk… uforpligtende fest med ironisk distance til det hele og hinanden.«
– Kamilla Löfström, Information
»Nikolaj Zeuthen er en primær skønlitterær joker og trickster, næst efter Pablo Llambías den mest uforudsigelige forfatter, vi har… Stilen og tonen, bristefærdigt nøgtern, perlende post-ironisk, holdes sikkert hele vejen igennem, men i særklasse hypnotiske er og bliver de omstændeligt mikroskopiske beskrivelser af det vildt konkrete håndens arbejde.«
– Lars Bukdahl, Weekendavisen
»Dansk zenmester sætter ikke en sætning forkert i sine viceværtsdigte… hysterisk morsom.«
– Alexander Vesterlund, Politiken
››Nikolaj Zeuthen griber hverdagens øjeblikke og fastholder dem i ord -og undervejs viser han en imponerende evne som iagttager. Det er flot digter-håndværk.‹‹
– Avisen Danmark
»"Viceværtsdigte" understreger igen-igen Zeuthens overlegne gehør for hverdagens små sociale drejebøger og rollespil… varmt, skarpt og famlende præcist. «
– Jyllands-Posten
