I den sidste del af PÄ sporet efter den tabte tid er den verden, der i de foregÄende seks dele har omgivet fortÊlleren, ved at gÄ i oplÞsning. Der er ikke lÊngere nogen Swann, ingen piger i rosenflor, og det nye borgerskab har fortrÊngt adelen. I Den genfundne tid lukker romansuiten sig samtidig om sig selv. Alle erindringer og erfaringer flyder sammen til et digterisk kald, som i vÊrkets slutning kommer til udtryk i den plan om at opspore den tabte tid, der i mellemtiden er blevet virkelighed i romanen.
PÄ sporet efter den tabte tid afslÞrer sig sÄledes som et kunstvÊrk, der samtidig er en teori om kunstvÊrket og om dets tilblivelse.