Humoristisk og grotesk skildring af en dansk herregårdsslægts opløsning og forfald i 1800-tallet. Den viser arvelighedens forbandelse, adelig degeneration og depravering modstillet "sund" rå drift og selvisk udfoldelse. Den kan læses som en selvstændig fortsættelse af Gustav Wieds roman fra 1898, Slægten, og har da også undertitlen Slægten, Opus 2.
"Godset Egeborg smuldrer under slægten Uldahl-Eges erotiske udfoldelser. Etatsrådens uægte imbecile afkom fylder godsets asyl. Gården flyder af uappetitlighed. Sønnen Nils har erobret en yndig krokone, Line; men efter at han har bedraget hende med deres børns lærerinde, vil hun ikke længere give sig "hans syge Sanser i Vold." Følgen er, at Nils drikker med gårdens tjenende kvinder. Døtrene farer vild. Nils går fallit og godset splittes ad. Etatsrådens bror, Joachim på Ravnsholt, gifter sig in extremis med sin husbestyrerinde, madam Henriksen, og det er hendes granvoksne sønner af et tidligere ægteskab, som bliver arvinger til godsets gårde. Nils synker i Wieds øjne så dybt, at han bliver en ydmyg kristen bekender og kirkegænger." - F.J. Billeskov Jansen
Titlen "Fædrene æde Druer" er et citat fra Det gamle Testamente efter Jeremias' Bog (31,29), hvor fortsættelsen lyder: "Og Børnenes Tænder bliver sure."
