"Det var Henriks ide, det med at vi skulle udspionere Varulven. Henrik var to Ă„r ĂŠldre end mig og mindst fire Ă„r modigere. Han elskede alt, hvad der var uhyggeligt, og han elskede at udspionere."
SÄdan begynder Mikkel pÄ ni Är sin fortÊlling om dengang, da han og Store-Henrik besluttede sig for at finde ud af, om Tosse-JÞrgensen virkelig var en varulv.
Gamle hr. JĂžrgensen spytter store slimede blodklatter pĂ„ fortovet, har fĂŠle gule Ăžjne og kigger altid sĂ„ underligt efter dem â gĂžr han ikke?
Mikkel er faktisk ikke ret modig, men det er selvfÞlgelig ham, der skal kravle ind ad det Äbne vindue hjemme hos Varulven. Henrik er jo alt for stor til at komme ind ad det lille vindue! Da de senere flygter fra huset over hals og hoved, glemmer Mikkel sin kikkert. Og det er ikke sÄ godt, for Henrik ved tilfÊldigvis, at Varulven i overmorgen, nÄr det er fuldmÄne, vil genkende Mikkels lugt pÄ kikkerten og finde frem til ham, nÄr han ligger i sin sÞdeste sÞvn. De er simpelthen nÞdt til at hente den kikkert nu i nat, fÞr det bliver fuldmÄne ...
