Den danske middelalder var en riddertid med borge med riddersale og med en ridderlitteratur, der hyldede ridderen og hans udvalgte, men uopnåelige dame. Gennem ridderskabet blev konge og aristokrati svejset sammen – med kongen som den første blandt ligemænd.

I ridderordener knyttedes rigets magtelite sammen med kongen ud fra fælles æresbegreber og ritualer. Tildeling af ridderslag i domkirken og storslåede ridderspil, hvor modstandere med lanser forsøgte at styrte hinanden af sadlen, indgik centralt i kroninger og kongelige bryllupper. Efterhånden fik ridderspillene faste regler, ens baner og fair dommere, hvorved de medvirkede til en civilisering af ridderstanden. Udenrigspolitisk blev ridderspil en drivkraft i udviklingen af et dansk diplomati, der bidrog til at knytte landet tættere til Europa og til at konsolidere Danmark som stat.

Hans Bonde er dr.phil. og professor på Københavns Universitet.