Med det ægæiske øhav som scene opleves og beskrives sjæletilstande, hvor død og tomhed overskygger lyset og kærligheden i digtsamlingen GLAS. Nordbrandt tager bolig i denne undergang og læseren rejser med ham fra sted til sted og møder overalt det samme: huse, der styrter i havet, mennesker, der i stolt og ensomt drømmeri euforisk går til grunde.