Tyskland var slået. Roosevelts sejrrige "Slagtere" rykkede hævngerrigt frem. Men vinteren 1944 havde Führeren stadig ét kort at spille. En ny lyn-offensiv gennem de velkendte indfaldsveje i de sneklædte Ardenner-bjerge. Det første og vigtigste mål her var broen over Meuse ved Huy - og de mænd, der fik ordre til at sikre sig denne strategisk vigtige position var SS-Kampfgruppe Wotan under den berygtede oberst von Dodenburg. De var simpelthen Europas mest hårdkogte soldater, og de havde kun én eneste chance for at redde fædrelandet og deres eget skind - og det var at sejre i denne sidste, fortvivlede offensiv ...
Serien omhandler umulige missioner og krigssituationer fra Anden Verdenskrig; blandt andet SS Angrebsbataljonen Wotan under ledelse af den berygtede oberst Kuno von Dodenburg. Sammen må de kæmpe sig ud af den ene umulige mission efter den anden, imens krigen raser, og modstanderne rykker tættere og tættere på.
Charles Whiting (1926-2007) var en britisk forfatter, der både skrev skøn- og faglitteratur. I løbet af sin lange forfatterkarriere skrev han omkring 350 bøger både i sit eget navn, men også under en lang række pseudonymer (heriblandt Leo Kessler og Klaus Konrad). Whiting fik sin litterære romandebut med "The Frat Wagon" (1954). Herefter udgav Whiting en række krigsromaner, før han i 1967 begyndte at skrive faglitteratur, samtidig med at han skrev og udgav skønlitterære værker.