Min tålsomme folkekirke er ikke et teologisk værk, ej heller en salvelsesfuld og alvorlig skildring af folkekirken, men et stykke historie om at være en af de første kvindelige præster i den danske folkekirke fra 1975 til 2003. Bogen er skrevet i en veloplagt anekdotisk stil, så alle – også læsere uden for kirkeverdenen –kan læse med. Bogen skildrer også en række fænomener i folkekirken som fx kirkebryllupper som forbrugsgode. Den indeholder også historier fra et præsteliv, både sjove og alvorlige, samt tanker om præstegerningen og om de nye tiltag i folkekirken, hvor den prøver at finde fodfæste i en evigt skiftende moderne verden.
En både morsom og tankevækkende bog om at være kvindelig præst og om at bane vejen for sine efterfølgende medsøstre. En vedkommende fortælling, som bør læses af alle, også af de udmeldte af folkekirken.
Uddrag af bogen
Parkeringspladsen og et godt stykke ned ad Kaalundsvej var fyldt op med motorcykler af enhver art.
Vores gamle kirketjener kom imod mig med alle tegn på bestyrtelse. Han trak mig ind i våbenhuset. Det var efterår og på gulvet lå grene med visnede blade. På den blomsterpyntede kiste var der også lagt grene med visnede blade og henad kirkegulvet, og ikke nok med det, i stedet for kranse lå der også nogle bildæk. Der var ingen blomster eller kranse kun bildæk. ”Hvad skal jeg gøre. Det her kan vi da ikke have,” sagde kirketjeneren og blinkede nervøst med øjnene.
Jeg overvejede. ”Vi gør ikke noget. Vi kan risikere, at de laver ballade,” sagde jeg myndigt og fortsatte: ”Folkekirken er jo for alle.”
Om forfatteren
Elisabeth Lyneborg har været præst i den danske folkekirke i 26 år og har et langt og forskelligartet forfatterskab bag sig. Sideløbende med sin præstegerning har hun læst til antropolog ved Københavns Universitet og har beklædt en række tillidshverv, blandt andet været medlem af Danmarks Radios Programråd.