En slægtshistorie spækket med dramatik, romantik og stærke kvindeportrætter. Serien udspiller sig på storgården Øvre Tronstad ved Oslofjorden i begyndelsen af 1900-tallet. Sammen med sin søn og en barnepige flytter rigmandsdatteren Gabriella ind på storgården for at komme væk fra en skandale – intetanende om, at gården har en mørk fortid. To år tidligere indtraf der en tragedie, men folk på egnen vil ikke tale om hændelsen. Hvad var det egentlig, der skete på gården, og hvorfor blev den forladt?
Del 5 af 15. Gabriella bliver chokeret, da Othilie fortæller, hvad der egentlig skete den skæbnesvangre nat, da ægteparret Tronstad blev skudt og dræbt. Intet er, som Gabriella troede, og senere opdager hun, at deres ægteskab var bygget på en løgn.
Når arbejdsdagen er forbi, gruer Ida for at tage hjem til Korslien, hvor stedfaren Even venter. Even er ondsindet, især når han har drukket, hvilket han ofte gør. Hvis han bliver irriteret eller modsagt, kan han ligefrem blive farlig. Så da han en dag kommer med et modbydeligt forslag, tør Ida ikke sige ham imod – heller ikke selv om det, han foreslår, vil ødelægge hendes fremtid.
























