Da Thomas Wingfields mor myrdes på bestialsk vis af sin tidligere elsker, spanieren Juan de Garcia, sværger Thomas at hævne hende, om det så skal koste ham livet. Hans hævntogt bringer ham først til Spanien og senere til Mexico, hvor Cortés netop er ved at erobre aztekernes hovedstad, Tenochtitlan.
"Montezumas datter" er en eventyrroman af den gode gamle slags og fuldt på højde med Henry Rider Haggards mere kendte værk "Kong Salomons miner".
Henry Rider Haggard (1856-1925) var en engelsk forfatter med danske aner. Efter sin debut med en fagbog om Sydafrika, var han med til at introducere genren "tabte verdener", gennem romanhelten Allan Quatermains eventyr. Flere af Haggards bøger er blevet filmatiseret og har desuden inspireret "Indiana Jones"-filmene.