En lille mand opsøger Hank Janson, The Chicago Chronicles fandenivoldske politireporter, på hans kontor og beder ham skaffe hans fem tusind mariehøns tilbage.
Sådan begynder et af de mest forrygende eventyr, Hank Janson endnu har oplevet. Mord, sexorgier, nymfomaner, iskolde gangstere og samvittighedsløse narkotikahandlere er bare en del af, hvad han kommer ud for!
Hank Janson er pseudonym for den engelske forfatter Stephen Daniel Frances, der gav hovedpersonen i sin populære serie af hårdtslående thrillere samme navn. Den første roman om Hank Jansons eventyr i England og USA‘s kriminelle underverden udkom i 1946, og bøgernes storhedstid fortsatte op igennem 1950‘erne, hvor de blev oversat til adskillige sprog og solgt i millioner af eksemplarer.
Hank Janson er en hårdkogt reporter, der ikke er bleg for at dykke ned i storbyens dystre underverden, hvor nådesløse gangstere, kæphøje håndlangere og hurtige damer lever efter gadens love – og ofte lader livet for dem.