Hvorfor påvirker negative oplevelser - stort set uden undtagelser - os stærkere end positive, når alle foretrækker de positive? Hvorfor oplever mange at miste indflydelse, når de udsættes for ledelse, selvom ledelse, der disengagerer medarbejdere, er dømt til at mislykkes? Hvorfor irriteres vi så ofte over andres svagheder, når intelligent organisering forudsætter, at svaghed gøres irrelevant? Hvorfor oplever mange danskere en blågrå og halvtrist hverdag, når vi objektivt set lever historisk privilegeret - og fra størstedelen af verdens befolknings perspektiv under intet mindre end paradisiske omstændigheder? Hvorfor accepterer vi at blive forstyrret døgnet rundt, når stort set alle livets bedste oplevelser er fordybelse? Hvorfor disciplinerer vi os ofte uden at få en ordentlig begrundelse, når meningsløs selvdisciplin utvetydigt nedbryder vor selvfølelse og karakter? Hvorfor er mange bange for at tage chancer, når det er svært overhovedet at mærke noget, hvis ikke man improviserer? Hvorfor skal man som regel stadig fejle noget, før man kan få hjælp til en samtale med en psykolog, når alle er enige om, at det er både billigere og bedre at forebygge end at behandle?

Der findes i dag rigtig gode, og ikke sjældent provokerende, svar på disse spørgsmål - og mange af dem kommer fra den revolutionerende nye gren af psykologien, der kaldes positiv psykologi, og som fokuserer på, hvad der dybest set gør livet værd at leve. Og som indirekte viser, hvordan vi med stor dygtighed ødelægger en masse for os selv. Der er tale om avanceret videnskab med et meget stort potentiale for menneskelig udvikling, som nærmest tvinger os til at revurdere og ændre meget af dét, vi udsætter hinanden for, hvis vi tager den alvorligt. Hvad denne Tænkepause bør kunne give rig anledning til.