Tiden omkring år 1800 var skelsættende i dansk sanghistorie. To nye sangtraditioner opstod, som repræsenterede helt nye måder at synge på: fællessang og skolesang. I modsætning til den anonyme, fortællende visesang blev de begge tæt knyttet til samtidens litterære og musikalske verden, og de fik betydelig indvirkning på den nye folkelige dannelse op igennem århundredet.

"Sang og vise i Danmark – Fællessang og skolesang 1800-1914" indskriver de to traditioner på en prominent plads i sanghistorien. Gennem nyt kildemateriale viser forfatterne de markante modsætninger, der findes mellem fællessangens og skolesangens mål og midler, og ligeledes den bredde, der voksede frem i fællessangen. Samtidig har bogen fokus på den musikalske side – for uden melodier, ingen sang. De mange hundrede danske sangbøger udgør en hovedkilde og tegner et billede af to vidt forskellige dannelsestraditioner.

På den ene side skolens officielle med vægt på flerstemmig sang og nodelæsning. På den anden side traditionen med fællessang på højskoler, i arbejderbevægelsen og i foreningslivet, hvor både protest og kamp, voksende folkelig nationalisme, lokal identitet og spontan sangglæde kunne få plads.

Ved århundredets slutning udkom Højskolesangbogen, tilmed i to konkurrerende udgaver, og den opnåede sidenhen status af den altdominerende danske sangbog.