Forestil dig en verden befolket af sorgdyr. En verden hvor fx din kærestesorg har materialiseret sig som en stor klodset elefant ved din side, der gør det umuligt for dig at begå dig ude i livet uden at gøre dig svært bemærket. Nej vel, det er ikke så ligetil. Men når du har læst Louise Kringelbachs debutroman, der vrimler med guppyer, ulve, bisværme, krager og stankelben i et absurd, men langt fra utænkeligt univers, vil du uvægerligt se dig over skulderen efter dit eget sorgdyr.
Et brøl sønderflænser byen en tidlig sensommermorgen. Kort efter bliver en mand fundet kvalt i sit hjem. Dødsårsagen er uvis og opklaringsarbejdet går i gang. Et andet sted i byen arbejder den anderkendte sorgforstøver, Thor Moslav, på højtryk for at dulme sine sorgpatienternes problemer med deres respektive sorgdyr. Han er uddannet til, fx at få en bi til at lade være med at stikke, et sorgdyr til at ændre form eller helt forsvinde. Det er ikke svært, at være tilfreds med at være Thor Moslav, for hans karriere kører derud af og patienterne valfarter til for at få hans hjælp. Men da det viser sig, at manden, der blev fundet kvalt, øjensynligt døde som følge af sorgdyr (en legesyg babyelefant), bliver Thor anklaget for meddelagtighed og fejlbehandling af afdødes sorg. Ulykke? Mord? Selvmord? Politiet, Sorgforstøverforeningen og pressen begynder en lang mistænkeliggørelse af den gode og ellers så sorgløse Thor. Hans karriere, familieforhold og knapt så succesfulde kærlighedsliv begynder at ændre form. Først da Thor en nat vågner ved, at en tung og anmasende krage sidder på hans bryst og stirrer ham i øjnene, beslutter han sig for at søge hjælp
