(0)

Storklub på slingrekurs : - bogen om AGF

E-Book


Ny og omfattende bog går tæt på fodboldklubben AGF.

Hvad var Aarhus og dansk fodbold uden AGF? Og hvorfor har den jyske fodboldstolthed haft så svært ved at indfri omgivelsernes forventninger i nyere tid?

I den klart mest omfattende og bedst illustrerede bog om fodboldklubben AGF nogensinde er det blot nogle af mange spørgsmål, som Rasmus Boserup og Hans Petersen søger svar på.

De to journalister har skrevet en 288 siders bog om klubben. Værket hedder ’Storklub på slingrekurs’.

”Vores motivation for at skrive en bog om AGF er dels en fascination af klubbens storhed og dels en undren over dens manglende formåen i nyere tid. Derfor kan man kalde ’Storklub på slingrekurs’ en kritisk hyldest af den klub, som har været så grueligt meget igennem i de seneste år,” siger Rasmus Boserup.

Han har skrevet bogen sammen med journalistkollegaen Hans Petersen, der har et indgående kendskab til klubben i egenskab af tidligere førsteholdsspiller, talenttræner og cheftræner i netop AGF.

Der er således lagt op til en beretning om alt lige fra klubbens opture til nedture fortalt igennem kilder, som har haft klubben tæt inde på livet.

”AGF er så stor en spiller i Aarhus, at klubben fortjener en bog, der fortæller dens helt usædvanlige historie,” siger Hans Petersen, der i sin tid som træner fx oplevede, at en fremtrædende spiller tog et rødt kort med vilje i en afgørende kamp. Episoden udviklede sig senere voldsomt i omklædningsrummet og bliver beskrevet i bogen.

Det samme bliver klubbens guldalder i 1950’erne, kammeratskabet, Europa Cup triumferne, fankulturen, den vaklende forretning, nedrykningen i 2010, selvforståelsen og meget mere. Ligesom bogen har afsløringer om matchfixing og følgerne af den famøse ’skalle-sag’ på træningsbanen.