Under bombardementerne under anden verdenskrig stimler hele byens befolkning sammen i et beskyttelsesrum. I løbet af den lange farlige nat fortÌller folk historier, som de nok ville have holdt for sig selv, hvis ikke de vidste, at en bombe nür som helst kunne falde ned pü beskyttelsesrummet og sprÌnge alle tilhørerne til atomer.
Museumsdirektøren tager nu ordet og fortÌller om et berygtet tiggerpar, der huserede pü egnen i midten af 1800-tallet. Selv har han gudskelov aldrig mødt dem, men han husker fra sin barndom, at nür der skulle fortÌlles uhyggelige historier, handlede de ofte om dem. Frits og Hilda, som de hed, var lurvede, uvaskede, ondskabsfulde og sjofle, og som ürene gik, blev de kun vÌrre. Det mÌrkelige var, at de kom fra ganske almindelige og ordentlige familier. Hvad var der güet galt, siden de endte som egnens skrÌkkeligste og mest frygtede tiggerpar?
Willy-August Linnemann (1914-1985) var dansk forfatter. Som sydslesviger skrev Willy-August Linnemann, der debuterede i 1939, om det sønderjyske grÌnseland som erfaringsrum og som politisk spørgsmül. I disse spørgsmül bevÌgede Linnemanns fortÌllinger og romaner sig tematisk i spÌndingsfeltet mellem det lokale og det fÌlleseuropÌiske, som fik en stor plads i hans forfatterskab. I sit senvÌrk kritiserede han velfÌrdssamfundets og industrialiseringens konsekvenser for individet.
Willy-August Linnemann modtog De Gyldne LaurbÌr i 1959 for "Døden mü have en ürsag".