Benny og Brian

Series ‱ 2 books

Dennis JĂŒrgensen skriver om "Benny og Brian med ketchup og sennep":

"Ideen til denne bog fik jeg egentlig lidt pÄ samme mÄde som til en anden historie, "Er du blÞd, mand?". Jeg sÄ for mig en af disse smÄ grillbarer, hvor der tilsyneladende aldrig er nogen. Ingen kunder og ingen ekspedition. Kun et tomt lokale med en hÞj disk, et par blinkende spillemaskiner, gulligthvide kakler pÄ vÊggene og falmede kÊmpedias med forskellige "retter", som selv folk der kan fÄ dÄsehakkebÞffer ned, ville kaste op over. Og alt selvfÞlgelig badet i et operationshvidt strÄleskÊr fra oven, fordi den intime belysning bestÄr af to kolde neonrÞr i loftet.

Det var i disse omgivelser, at Benny og Brian pludselig kom til syne. Jeg kunne ligefrem hÞre dem stÄ og smaske, mens de Äd lÞs af burgere, pÞlser, grillkyllinger og pom fritter, altsammen naturligvis skyllet ned med masser af colaer. Og lidt efter fik jeg ogsÄ Þje pÄ ejeren af dette sted. Han kom ud fra baglokalet ifÞrt en svedig netundertrÞje, et bÞjet cigaretskod i mundvigen og nusset kokkehue. En stor, tyk mand hvis navn i virkeligheden er Cai Sung Chang for han kommer fra Peking i Kina, men blandt kunderne - som bestÄr af Benny og Brian - hedder han aldrig andet end Kaj. Deraf etablissementets navn: Kajs Grill.

Disse fortÊllinger er for sÄ vidt (der er seks af dem i bogen) skrevet omvendt; forstÄet sÄdan, at jeg fÞrst fandt pÄ titlerne og sÄ skrev indholdet bagefter. Jeg besluttede mig for en fast ramme: En Benny og Brian-historie starter og slutter altid pÄ Kajs Grill. PÄ den mÄde lÊgges en socialrealistisk tone som i "Er du blÞd, mand?". Men derfra hÞrer al sammenligning ogsÄ op.

Kajs Grill er det eneste "normale" sted for disse to hverdagens helte. En slags helle. SÄ snart de trÊder ud pÄ gaden, myldrer verden med kÞdÊdende uhyrer, gale videnskabsmÊnd og overnaturlige hÊndelser en masse. Ofte behÞver de ikke engang at gÄ udenfor. Bedst som de stÄr og gumler junkfood, ryger dÞren op og ind farer... ja, hvad? Alt kan ske nÄr Benny og Brian er ofre.

Nogen vil mÄske stemple de to venner som ikke alt for smarte, men skinnet bedrager. Det er meget muligt, at Benny er et langt rÊr med headbangerhÄr, lÊderjakke og udtrÄdte gummisko, og Brian er nok en stridbÞrstet punker med bumser og sort T-shirt med logoet fra The Dead Grandma's pÄ maven, men nÄr fÞrst problemerne er i hÊlene pÄ dem, er der ikke grÊnse for de to gutters idérigdom - og for hvor hurtigt de kan lÞbe.

Alt hvad jeg ellers kan sige er, at hvis du en dag kommer gennem HÊmningslÞse og er meget sulten, sÄ kig ind pÄ Kajs Grill. Her stÄr to fyre som kan berette om lidt af hvert. Og pÞlserne er sÄmÊnd helt hÊderlige. Bare husk at pÞse godt med ketchup og sennep pÄ..."